Det spørgsmål stillede min far mig en sommerlørdag i 1973, da jeg var 16-år gammel. Sikke et dilemma…..
Solen skinnede og fuglene fløjtede, og som så ofte før sad familien samlet til eftermiddags-te i haven. En af min fars kolleger på Berlingske Tidende ville høre, om han havde en dreng, der kunne tænkes at overtage pladsen fra motorsportsjournalisten Poul Chantelou, der var blevet forhindret. Min fars spørgsmål var således ikke et spørgsmål om ”enten – eller”; men om ”både – og”. Det betød, at jeg søndag morgen skulle mødes med en pressefotograf på Skovlunde Flyveplads for at flyve til JyllandsRingen.
Min hidtige berøring med motorsport var begrænset til at læse ”Fart & Tempo” og lave kollager af racerkørere (Helst Tom Belsø) og deres biler – billeder som var klippet ud af ”Skandinavisk Motor Journal” og ”Bilen & Båden”.
Turen i denne weekend var ”the real thing”. Efter at være landet på JyllandsRingens langside og parkeret på inderkredsen, gik vi over til pitten, hvor den første, der mødte os, var Sven Engstrøm, der nonchalant lænede sig op af sin BMW 2002, som han i øvrigt kørte suverænt. Den første autograf var i hus. Min tur rundt i de hellige haller (Ryttergården) var godt skudt i gang. Mange af mine andre helte gav frivilligt autograf, som fx Gunnar Henriksen, Ole Højer og Son Borch Christensen og Aage Buch Larsen.
Nye navne som Jo Bonnier kom på nethinden. Andre mødte jeg først igen mange år efter, da jeg selv kastede mig ud i den historiske motorsport, som Erik Højer og Steffen Sylvest, og hvor Aage Buch Larsen ofte agerer dommer.
Flere bilmærker så jeg også for første gang tæt på fx Lola og Chevron, og de gjorde store indtryk på mig. Og den lyd, de frembragte, kunne jeg høre for mit indre øre i mange dage efter. Fantastisk lydbillede der blev frembragt, når de var på banen!
Det var en indtryksmættet dreng, der ved sengetid drømte sig tilbage på JyllandsRingen – at der skulle gå 27 år før jeg selv kørte på banen, var end ikke en del af den vildeste drøm.